Udgifter for eleverne

Undervisningen på skolen er gratis. Elever betaler ikke tilmeldingsgebyr eller undervisningsafgift. Men der kan alligevel være nogle udgifter forbundet med at gå på gymnasiet. For eksempel forventer vi, at eleven medbringer en bærbar computer til undervisningen, da den bliver brugt i mange fag. Det er i begrænset omfang muligt at låne en PC på skolen – men altid kun for en dag ad gangen. Det koster også noget at deltage i studieture og på nogle ekskursioner. Se nærmere herunder.

 

 

 

Bøger og undervisningsmidler

Eleverne låner bøgerne gratis på skolen. Ved modtagelsen kvitterer de for, at de har fået bøgerne, og hvis en bog ikke afleveres igen, vil skolen opkræve erstatning. Der udleveres også en del fotokopier i undervisningen – de er også gratis og skal ikke leveres tilbage. 

I en lang række fag er det efterhånden almindeligt at bruge i-bøger og programmer. I disse tilfælde får en elev stillet adgang til rådighed via en adgangskode, som udløber når eleven bliver meldt ud, eller når faget afsluttes.

Nogle programmer ligger på internettet og kræver kun en adgangskode, andre skal installeres på elevens PC eller Mac. Vi anbefaler derfor, at eleven har en computer, hvor der kan installeres programmer. 

Eksempler på tjenester og programmer, som skolen betaler:

 

  • Ordbøger: adgangskoden til skolens netværk giver også adgang til at benytte Gyldendals online ordbøger. 
  • MAPLE: matematiklærerne bruger for tiden programmet MAPLE som CASS-program. Alle elever, som har matematik på B-niveau eller A-niveau bruger MAPLE. Dette program skal installeres på elevens computer.
  • Office-pakken: Skolens licens til at benytte Microsofts programmer betyder, at eleverne gratis kan downloade Office-pakken til eget brug. Vejledning fås på kontoret.
  • Grouproom: er en tjeneste, hvor eleverne kan planlægge deres samarbejde og projekter

 

 

 

Studieture og ekskursioner

Studieture

Alle klasser tager på en studietur, som regel i 2g eller 2hf. Som hovedregel er elevens udgift til rejsen og ophold samt entreer max. 4000 kr. Hertil kan komme udgifter til mad. Hvis der er udgifter til undervisning på turen (foredrag ved gæstelærere, fx.), betales de af skolen. Skolen betaler også alle udgifterne til de deltagende lærere. I særlige tilfælde kan rektor godkende studieture, som er dyrere. Det gælder fx for den tur, som den globale studieretning tager på til Ghana eller når biologi-studieretningen tager til Florida. I sådanne tilfælde vil lærerne allerede i starten af 1g tage kontakt til forældrene for at afklare, om det er muligt at gennemføre studieturen. 

Det er muligt at søge støtte til elevudgiften til studierejser hos vores støtteforening Venner af Middelfart Gymnasium. 

Hvis en elev ikke deltager i en studietur, arrangerer skolen anden undervisning på skolen for eleven i den periode, hvor turen foregår. 

 

Ekskursioner

I løbet af de 3 eller 2 år, eleven er på skolen vil der være en række ekskursioner i forbindelse med undervisningen. I naturgeografi kan der være en tur til vadehavet, fysikholdet kan tage til El-museet, og der kan være teaterekskursioner til Fredericia, Odense eller Århus, og i billedkunst kan der være en tur til et museum. De fleste ekskursioner varer kun en enkelt dag, men der kan også være enkelte ture over flere dage, fx til København. På ekskursioner betaler eleven et bidrag til transporten, som hovedregel 60 til max 100 kr. Skolen dækker resten. Ved ekskursioner til København kan elevbetalingen godt være lidt højere. Men igen er udgangspunktet, at skolen betaler undervisningen, eleverne betaler deres egen mad, evt. overnatning og (noget af) transporten. 

STX – En bred uddannelse

Læs mere om STX og studieretninger her

Læs mere

Overvejer du HF?

Se film om HF på Middelfart Gymnasium & HF

Læs mere

Helt ærligt - noget særligt

Velkommen - her starter de bedste år af dit liv. Og det er uanset, om du vælger en HF eller en studentereksamen. 

Læs mere om MG