Jeg skimmede avisen. Jeg faldt over en annonce bagerst i lokalsprøjten. En firkant af sværte. Den tilbød muligheden for at komme på en slags international udveksling. Man skulle bare skrive en ansøgning, så var der en chance for at være den heldige. Jeg var på det tidspunkt ikke selv klar over, hvad det egentlig var, jeg gik ind til. Men spørgsmålet er, om man nogensinde er helt klar over, hvad man går ind til. Organisationen hedder Lions Club og arbejder med humanitært arbejde. Jeg fik rejsen. Man havde kunnet ønske, hvilket land man ville til. Frit valg. Gratis.

Lions Club er delt op i lokalklubber, og den lokale klubs eneste kriterium for rejsen var, at det skulle være inden for Europa. Det var et kriterium, der var til at overholde.

Jeg valgte de engelsk- og tysktalende lande, fordi de sagde, man skulle kunne tale sproget i landet. Det viste sig så senere at være ganske misvisende.

 

 

Berlin - die Stadt wo man sich trifft

Jeg skulle til Tyskland, Berlin. Mange anser Tyskland for at være et kedeligt, firkantet og lavkulturelt pølseland. Nogle mennesker vil ikke vide bedre. Berlin er på tidspunktet Europas dunkende hjerte. Det nye Paris, siger man. Byen er dynamisk og i konstant forandring. Er der gået omtrent tre år, siden man sidst har været i Berlin, har man ikke været der. Byen forandrer sig hurtigt, byen er ikke den samme.

 

Nu kunne man fristes til at tro, at jeg nu ville begive mig ud på en længere beretning om spontaniteten, der karakteriserer barer og beværtninger i Berlin. Om de excentriske og fascinerende kunstnermiljøer, hvor atelierne er åbnet i gamle shoppingcentre, hvor kunstnerne har overtaget det som en anden flok BZ'ere. Om det gamle Øst-Berlin og historien der ligger bag. De mange beach-clubs, der springer op overalt omkring den Berlinske flod. Om de små kunstigt etablerede strande langs den samme, som alle er på størrelse med frimærker. Fortælle om Kreuzberg, graffiti, håndrullede cigaretter og fixie-bikes. Men nej. Den er spændende, den tyske kultur. Men den skal opleves, smages, føles og hvad mere vigtigt er, at det for alle danskere er mere eller mindre muligt at opleve. Men det unikke ved rejsen var ikke kulturen. Ligegyldig og uinteressant? - nej. Men man kan sige, at Berlin blot var rammen for disse unikke omstændigheder.

 

Vi var seksten unge mennesker i alderen atten til femogtyve år fra ti forskellige lande samlet på et sted - Tyskland, Berlin, Lehrterstraße, A&O-Hotels.

 

 

Japansan

På campen deltog en ung japansk mand på 21 år. Han besidder et af de nemmere japanske navne, hvilket jeg var glad for. Af udseende er han, som japanere nu er. Sort stridt hår, vinklede øjne og en sund kulør.

Af karakter er han også som japanere er flest. Eller i hvert fald som vores europæiske forestilling om japanere er. Han har en straight tankegang. Normerne og værdierne er altafgørende. Hans samfund har sat en boks op omkring ham, og den går han rundt indeni. Han er, efter europæisk kultur, meget pligtopfyldende og høflig. Meget høflig. Meget, meget høflig. Meget, meget, meget høflig. Hvis der var en der manglede en stol, stod ninja-japaneren allerede ved siden af med en nyanskaffet stol, inden jeg overhovedet havde opdaget denne mangel.

 

 

Ligestilling?

En ting, jeg først lagde mærke til et godt stykke hen i campen, var det udenlandske syn på kønsrollerne. I Danmark er jeg vant til, at der er ligestilling mellem mand og kvinde. (Ja jeg sagde det, der er ligestilling mellem mand og kvinde i Danmark). Når jeg snakker med en mand eller kvinde, betyder kønnet intet for mig. Jeg føler mig i øjenhøjde med vedkommende. Det slog mig dog, at jeg flere gange, ud fra tyrkerpigernes opfattelse og definition, var uhøflig og ubehøvlet, netop fordi jeg behandlede dem - ja, som ligestillede. De ville have, at jeg i nogle henseender skulle agere, som de mente en mand skulle, hvor det ud fra min anskuelse ville være nedværdigende og patroniserende. Et eksempel er, at man fluks rejste sig, hvis en kvinde manglede et sted at sidde i undergrundsbanen. Dette eksempel ligger mig dog ikke så fjernt.

 

Den nøgterne kroater

Kroateren Davor er 23 år. Barsk af udseende. "En typisk balkaner" tænkte jeg. Stor, nøgtern, kynisk. Onde øjne, stor krum næse. Formulerede sig ikke ornamenteret, men i korte stikkende bemærkninger. Men han havde inderst inde et hjerte af guld, selv om knudemanden fra Kroatien ikke viste det - i hvert fald ikke med vilje.

 

Hans virkelighed er således, at loven kan indkalde ham til hæren hvert øjeblik - uden samtykke. Der er ikke noget med udskydelse, selvom han er ved at læse til advokat, som han kan i Danmark. Menneskesynet er helt anderledes. Man har respekt for autoriteter. Man affinder sig med den rangorden, der nu engang har. Ikke at social-klasserne er låste, men man modsætter sig ikke en ældre og mere lærd person. Hans virkelighed er, at en person i Kroatien ejer 90% af al tilgængelig landbrugsjord.

 

Mange danskere anser Ivano Balic en af verdens bedste håndbold-angribere, for at være en usympatisk person. Hvad der for os er ubegribeligt er, at den kroatiske stat har tigget Ivano Balic om at komme tilbage og spille håndbold i en kroatisk klub - uden at han behøver at betale skat! Det ville nemlig være en stor, stor ære for landet, at han kom hjem igen. Herom sagde Davor: "I vores land kan han gøre, hvad han vil, og han gør det, men jeg har utrolig meget respekt for ham og det han kan." Han afholdt sig fra at snakke dårligt om en så højtstående person. Hvad der skaber endnu mere respekt om Ivano Balic er, at han kan være verdens bedste håndboldspiller og samtidig drikke meget alkohol, hælde kaffe ned, spise usundt og ryge som en skorsten. Ting, der herhjemme ville anses for at være umulige for en atlet. Dette løfter blot hans heltestatus yderligere og gør ham mere heroisk og "usårlig."

 

Begrebet "tid" er subjektivt

På campen havde vi selvfølgelig et program, og derfor også nogle fælles mødetidspunkter. Som oftest en samlet afgang fra lobbyen. Med japanerne og mongolen var det således, at de konsekvent sad pakket og klar i lobbyen mindst ti minutter før mødetidspunktet. Der skete ingen såkaldte uheld såsom et vækkeur, der ikke ringede, en forlagt pung, der skulle findes, eller hvad man nu kunne dadle for sin forsinkelse.

 

Hollænderen, Israeleren, kroateren og undertegnede var altid i lobbyen et par minutter før eller på klokkeslættet. Lige som det skulle være. MEN! tunesere, tyrkerne, georgerne - især georgerne - og italienerne var ikke bare altid, men altid, for sent på den. Jeg overdriver ikke, jeg pynter ikke på historien, og jeg husker ikke forkert, men der var ikke en gang, hvor vi forlod lobbyen tidligere end tredive minutter for sent. Når de endelig ankom fra elevatoren var det ikke med sved på panden eller med flakkende blik. De kom dalrende med afslappede skridt og drøvtyggende på et stykke tyggegummi. Der var ingen undskyldning og ingen forklaring, ikke engang en dårlig usammenhængende en af slagsen. Det er et meget godt eksempel på den meget anderledes kultur, vi kommer fra. For mig er det manglende respekt over for sine medmennesker, noget der, ja helt ærligt, får mig helt op i det røde felt, og der breder sig en kløe i mine fingre. Men det nytter bare ikke noget. Det nytter ikke at påpege det, for de forstår det helt enkelt ikke, og det er ikke mangel på intelligens eller sociale kompetencer. Det har helt enkelt noget at gøre med den kultur, de er vokset op i.

 

Dansk folkeforførelse

En anden af de mange ting, der først slog mig sent på campen var, at også rent religiøst var vi meget forskellige. Vi var en blanding af alle de større religioner, der findes i verden. De to japanere var både buddhister og shintoer. Tyrkerne og tuneseren var muslimer, israeleren jøde og resten katolske og protestantiske kristne. Der var ikke en gang, hvor nogle af disse personer grundet religiøs overbevisning kom op at toppes. Muslimerne gik ikke med tørklæde, de drak alkohol, de opfyldte ikke de fem søjler. Vi diskuterede dog religion og oprørerne i bl.a.Tunesien, og den generelle holdning var, at de ikke ønskede nogen ekstrem eller fundamentalistisk ideologi til at dominere og farve deres lands styre. De ønskede ?et land der var lige på midten,? hvilket tangerer den danske mentalitet meget godt i disse år. Mange af deres udtalelser kunne have været danske.

 

Desværre bruger Danmark den lille kerne, der nu engang findes af ekstremistiske religiøse, til at danne et misvisende billede af de arabiske og muslimske lande. Den lille danske tilsvarende fremmedfjendske kerne har kompromitteret Danmark i udlandet. Det mest prangende eksempel er muhammedtegningerne. For derudover at tage et relativt samtidseksempel kan jeg nævne grænsekontrollen. Denne fremmedfjendske holdning har ødelagt det ry, som Danmark tidligere havde som et venligt, varmt, imødekommende, tolerant og ikke mindst respekteret land.  Derfor har det også været vidunderligt at kunne blive bekræftet i, at den forestilling, man nu engang har haft, har holdt stik, og at man en gang for alle med god samvittighed kan fordømme den fremmedfjendske retorik, der i disse årtier præger det danske land og de danske medier. Den fremmedfjendske retorik, der nedgør og fremmedgør vores udenlandske artsfæller og bygger store solide mure op omkring vores land, i stedet for at tage menneskerne i hånden, rive muren ned og bygge nye fundamenter op sammen.  Se forskelligheden som flatterende og som en fordel, hvor de forskellige egenskaber supplerer hinanden som en biologisk symbiose. En symbiose der gavner os alle.

 

Men hvad er så dette føromtalte unikke ved denne rejse. Det burde du, som læser kunne føle snerten af efter denne gennemlæsning. Selv personen med den største empatiske kapacitet vil ikke kunne mærke dette, det unikke, til fulde ligesom man med egen sanselighed ville kunne opleve det. Dette er ikke ligesom tal, økonomi og penge. Så langt fra. Det er for så vidt i den modsatte grøft. Nemmere bliver det ikke af, at det Danmark vi lever i har det med at gøre livets gang op i tal og penge. For på en rejse som denne kan jeg ikke gøre op i kroner og ører, hvad jeg har lært. Jeg ved med mig selv, at jeg har lært.

Jeg har lært om mennesker. Medmenneskelighed. Empati. Kulturer. En forståelse og et perspektiv for den verden og den verdensforståelse, der præger resten af verden.

 

Nogle gange. Nogle gange har man det med at se tilbage. Se tilbage på tiden, sit liv og den, man var. Man ser en person, en person, som ligger et stykke fra den, man er i dag. Man griner lidt og ser den vej, man i de år har vandret. Det samme kan jeg gøre på en rejse som denne. På seksten dage har jeg lært mere, end jeg kunne lære på et helt år på gymnasiet. Jeg har ikke lært om cosinus, sinus og tangens.  Jeg har ikke lært om kasus og kommatering. Alt det som folk med gode grunde definerer som relevant. Jeg har derimod lært om mig selv. På den rejse var vi alle fri for den nationale ramme, fri for nationale interesser og forpligtelser. Vi lærte om hinanden. Hinanden som de nøgne mennesker vi er.

 

/ Rasmus, november 2011