Karakterer kan ses på Lectio fra 18. november

Eleverne får ikke længere nogen karakterbog med hjem, som skal underskrives af forældrene. Fra 18. november kan karaktererne ses på Lectio når eleven har logget på med sit login. Det er også her man kan se en status over elevens fravær. Hvis forældre til elever under 18 år har vanskeligheder ved at få elevens login til at fungere kan de henvende sig til skolens studiesekretær, som så laver et nyt login. ☺
Men der kommer altså ikke skriftlig besked ud om hverken karakterer eller forsømmelser.

Valg af studieretning (1g) og valgfag (1hf, 2g)  

Inden 1. december skal alle elever i 1g have valgt studieretning samt valgfag for 2g, og eleverne i 1hf og i 2g skal vælge valgfag for næste skoleår. Tilmeldingen foregår ved at eleven (i samråd med forældrene) krydser af på Lectio.  Tirsdag aften 30/11 kl. 23.59 lukker Lectio for elevernes valg af studieretninger og valgfag. Eleverne bliver orienteret om valgfagene i uge 46.

Det er første gang vi bruger Lectio til denne proces, og for 1g-elevernes vedkommende bliver det et valg over 2 omgange. Først skal eleverne vælge studieretning, og det sker ved at vælge en 1. prioritet og en 2. prioritet i Lectio. Skolen placerer så foreløbig alle eleverne i en studieretning og derefter kan 1g-eleverne vælge de valgfag, som er mulige for den pågældende studieretning.  Senest onsdag 15. december er hele processen afsluttet og eleverne får besked om hvilken klasse de skal gå i samt hvilke valgfag og hvilken studieretning de har fået.

Eleverne i 1hf og 2g vælger blot valgfag ved at krydse af på Lectio. For nogle kan der komme en anden runde, nemlig hvis et valghold ikke bliver oprettet, eller hvis en bestemt kombination af valg ikke kan lade sig gøre på grund af skemaet.
 

Fordeling af 1g-elever i studieretningsklasser

Vi har dannet grundforløbsklasserne efter de forhåndstilsagn som eleverne har afgivet med deres ansøgning i marts. Men eleverne vælger først studieretning ved afslutningen af grundforløbet, for et af formålene med grundforløbet er netop at give eleverne et bedre grundlag at træffe deres valg på. Derfor er alle elever stillet helt lige når de nye klasser skal dannes. I ministeriets vejledning til stx-bekendgørelsen slås det fast, at alle elever vælger studieretninger og klasser på lige fod:

 "...skolen kan ikke give forhåndstilsagn om, at elever i bestemte        grundforløbsklasser har fortrinsret til bestemte studieretninger. Alle elever har således lige vilkår for at søge de udbudte studieretninger ved afslutningen af grundforløbet."


Når vi skal danne de nye studieretningsklasser som starter 11. januar er der mange hensyn som vi skal tage hensyn til. Vi gør rigtig meget for at så mange elever som muligt får deres ønsker opfyldt, men nogle gange betyder et ønske om en bestemt studieretning eller et bestemt sprogfag også et klasseskift. Andre gange kser skiftet fordi der er for mange der ønsker en bestemt studieretning. Nogle problemer kan løses ved at en klasse kommer til at bestå af 2 studieretninger, men det koster ekstra ressourcer og er ikke altid pædagogisk hensigtsmæssigt. Når vi danner de nye klasser tager vi også med i betragtning, at vi meget nødig opretter klasser med flere end 28 elever. Lokalerne er oprindeligt bygget til 24 elever, så selv med 28 elever er der pres på. Endelig indgår også elevernes faglige standpunkt i den samlede prioritering af hvilke ønsker vi opfylder ? og hvilke vi må skuffe.

De seneste år har mellem 25 og 35 elever skiftet klasse i 1g efter juleferien. Vores erfaring viser, at der er 5-10 elever, som ikke får opfyldt alle de ønsker de havde til studieretning, valgfag og klasse. Erfaringen viser imidlertid også, at eleverne meget hurtigt finder sig til rette i nye klasser og bliver glade for at gå sammen med de nye kammerater. Lærerne er opmærksomme på at der i alle klasser vil være nye elever når studieretningsforløbet starter 11. januar, og de vil arbejde på at få de nye klasser til at fungere godt sammen.


Forældrekonsultation

Kontakten mellem skolen og forældrene foregår blandt andet ved de årlige evalueringssamtaler, som vi kalder ?forældrekonsultation?. Det foregår om aftenen tirsdag 23. og torsdag 25. november, og formålet er at forældrene sammen med eleverne kan drøfte elevens standpunkt med faglærerne.  Især for elever i 1g som skal vælge studieretning er forældrekonsultationen vigtig, og møderne er derfor også lagt lige efter at terminskaraktererne er frigivet på Lectio 18/11 og inden studieretningsvalget skal træffes inden 1. december. Forældrene vælger selv i hvilke fag de mener det er vigtigt at tale med en lærer. På baggrund af ønskerne laver administrationen så en mødeplan, der meldes ud fredag 19/11 på Lectio.

DM-guld i pigefodbold på hjemmebane

Efter sølvmedaljerne sidste år kom guldet i hus for vores pigehold i fodbold. Det skete ved finalestævnet torsdag 4/11, som var henlagt til netop vores baner her i Middelfart.  Vores fodbold-piger måtte igennem 5 kampe og 1 straffe-konkurrence:
1-0 over Borupgaard
1-1 mod Lemvig
Nr 2 i puljen og klar til kvartfinalen
3-1 over Falkonergården
2-0 over Haderslev
1-1 i ordinær spilletid i finalen og 0-0 i den forlængede spilletid
6-5 i straffe over Esbjerg.

Pigerne og deres træner Martin Lyhne Hansen blev hyldet ved en ekstra morgensamling på skolen  fredag 5/1. Tillykke til jer alle - flot klaret.

Moderniseringen af skolens bygninger er forsinket ? men den kommer!

I midten af september åbnede vi tilbuddene fra entreprenørerne på vores byggeprojekt. Desværre viste det sig, at alle tilbud lå over det som vi har råd til, så vi er nu i gang med at rette vores projekt til. Det betyder, at vi først kommer i gang med at bygge til foråret, forhåbentlig omkring 1. marts. Det er fortsat planen, at der skal bygges en helt ny idrætshal, nye lokaler til musik, en helt ny elevkantine/-ophold i den nuværende festsal og studieområder fleres steder på skolen. Når hele ombygningen står færdig engang i næste efterår er alle klasselokaler blevet moderniseret, nogle er blevet væsentlig større, og både eleverne, lærerne og administrationen har fået mere moderne rammer at arbejde i. Målet er at vi til næste år har en helt gennemmoderniseret bygning, som gør det lettere at imødekomme kravene til en tidssvarende undervisning. Lærerne skal have mere plads til deres samarbejde om undervisningen og forberedelse. Eleverne skal ubesværet kunne bevæge sig mellem forskellige ?rum? på skolen: klasselokalet hvor der er fokus på oplæg og på klassediskussioner, studieområdet hvor eleven alene eller sammen med andre arbejder med konkrete opgaver i tilknytning til undervisningen, og endelig moderne faglokaler med udstyr til eksperimenter og træning. Vores naturvidenskabslokaler blev fornyet sidste vinter. Nu glæder vi os blandt andet til at tage et motionscenter på godt 100 m2 i brug. Maskinerne står klar i kælderen og venter kun på at den nye idrætshal står klar.

 

Christian Alnor