< Kender du eksamensreglerne?
24.06.2017 09:02

Rektors dimissionstale 2017

Fredag d. 23. juni 2017


Kære dimittender.

Noget af det bedste, jeg ved, er i dag, hvor alle vi ansatte på skolen sammen med jeres forældre og pårørende kan sige: tillykke til jer med jeres eksamen. Det er godt gået. Flot klaret. Det fantastiske ved jobbet på et gymnasium er at se unge mennesker som jer vokse i de 2 eller 3 år, som I er hos os. I er ikke de samme, som I var, da I begyndte i 1g eller 1hf for nogle år siden. I dag er forvandlingen jo total – ligesom den var det til Galla. Jeg oplever hvert år, at jeg har svært ved at genkende jer til galla, når I kommer dressed up som voksne. Helt galt går det da, når drenge er klædt ud som kvinder.

Min tale til jer dimittender plejer at tage afsæt i noget aktuelt. Så plejer jeg at sige noget om hvorfor det er godt, at I har fået jeres eksamen, og så drysser jeg gerne nogle kloge råd ind hist og her. Med kærlig hilsen fra en gammel mand til jer unge. Jeg er nemlig helt vild med at give gode råd. Det er sådan set også det eneste man kan gøre med dem – de gode råd – give dem videre. Selv har man aldrig brug for dem.

Men til sagen. Aktuelle begivenheder hmmm! Runde jubilæer. Bum, bum – hvad har vi her i 2017. Jo, Lise Nørgård fyldte 100 år for leden, I ved, hende med Matador. Men det gider vi ikke snakke om. Regentparrets guldbryllup – njaaa. Det er der andre, der er bedre til at sige noget om. Så er der 500 året for Martin Luthers teser på kirkedøren i Wittenberg, altså reformationens start. Ham må vi hellere se, om vi kan få flettet ind. Og så er der jo altid Trump! Som kom lige efter Brexit – og så var vi bange for hvordan det skulle gå til præsidentvalget i Frankrig.  Og så valget i England. Det gik heldigvis heller ikke så galt, som det kunne have gået.

Nej, men Trump - det er jo her, det brænder på. Det er her, det begynder, det som jeg har på hjerte, og som jeg så gerne vil sige til jer, nu hvor I forlader denne skole – og er på vej til jeres videre uddannelse.

Når jeg i de forgangne måneder har tænkt over hvad jeg skulle sige til jer i år, så er det netop valget af Trump, som hele tiden er dukket op hos mig. Her er noget, som er vigtigt: Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan det kan komme så vidt, at amerikanerne kan vælge en mand til præsident, der åbenlyst blæser på, hvad der er sandt og falsk. Som ikke bare stikker en nødløgn engang imellem – bevar mig vel, hvem gør ikke det - men som gør det systematisk, og som så beskylder alle de medier, der vover at være kritiske over for hans ideer og udsagn for at sprede ”fake news”. Som får sin talsmand til for åben skærm at sige, at der er ikke tale om Trump tager fejl eller har sagt noget forkert, men: Trump har ”alternative facts”. Hvordan er vi nået dertil? Og er det noget, der også kommer til os i Danmark, måske allerede er lidt på vej?

Hvad kan vi gøre på Middelfart Gymnasium for at vaccinere vores elever imod ”fake news” og ”alternative facts”? Det er det, jeg har gået og spekuleret på. Det skal dimissionstalen 2017 handle om. Og så må vi se, om vi kan få flettet Martin Luther og reformationen ind et eller andet sted.

Altså: der er grundlæggende ikke noget galt i, at nogen ser helt anderledes på sagerne end alle andre. Det er et sundhedstegn i et demokrati, at nogen mener noget helt andet. Det kan ganske vist blive ret tosset nogle gange, når det antager karakter af konspirationsteorier og sølvpapirshat. Som når man fx hævder, at amerikanske astronauter aldrig har været på månen. Det er bare en film, der er optaget i et studie eller i en ørken. Eller når man hårdnakket hævder, at det slet ikke var de fly, der torpederede World Trade Center, der fik dem til at kollapse, men en bombe, som CIA havde installeret i bygningen. Her er nogen, som seriøst har en anden mening. Lidt tosset – ok. Men at nogen udfordrer den vedtagne sandhed kan jo godt være et fremskridt.

Vi må huske på, at der jo var engang, hvor alle troede, at jorden var flad som en pandekage. Hvor alle troede, at jorden var universets centrum, hvorom alting drejede sig, også stjernerne og solen. Over jorden var der et antal krystal-himle hvorpå stjerner og planeter var fastgjort i nogle bestemte baner. Uden for den yderste af disse krystalhimle var der ikke noget. Og jorden stod naturligvis stille – for enhver kunne jo forsikre sig om, at vi ikke flyver gennem atmosfæren – og da slet ikke, at vi samtidig drejer os om os selv. Jorden var centrum, og den stod stille. Basta. Det var sådan, gud havde skabt det hele. På 6 dage, og så tog han på weekend.

Omkring år 1500 var der et sted i Polen en vaks matematiker, som hed Nikolaus Kopernikus, og han regnede som en gal på planeternes og månens og solens baner. For de passede altså ikke med kalenderen i det system, man havde af universet. Han fandt så på at konstruere et system, hvor det er solen, der er i centrum i stedet for jorden. Det forbedrede kalenderberegningerne meget – men ikke helt. Det skrev han en lille bog om, men han udgav den ikke. Ikke før lige inden sin død. For han havde ikke nogen observationer, der kunne bevise hans teori. Han var ikke astronom, han var matematiker. Kopernikus har sikkert ikke været klar over hvilken ballade, der ville blive med kirken, hvis han offentliggjorde sin teori. Meget tyder til gengæld på, at han var bange for at blive til grin. For hvor åndssvag kan man være og påstå, at solen er centrum og at vi flyver rundt om den? Så Kopernikus nåede ikke at få ballade med den herskende mening og med kirken om hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.

Det er faktisk først 100 år senere – i 1616 - at den katolske pave forbyder, at man skriver, at jorden ikke er universets centrum. Og da er det ikke Kopernikus, der er ballademageren, men den italienske fysiker Galilei. Det har I alle hørt om, den historie kender I: at han fik valget mellem at trække sine teorier tilbage og holde kæft fremover eller at blive brændt på et bål. Og så retter man jo ind. Man forstår vel et vink med en vognstang. Også fordi det jo ikke var tomme trusler. Nogle år forinden havde man faktisk brændt en munk på bålet for noget lignende.

Men pointen: Det kan jo godt være, at de, der mener noget andet end alle andre, at de har ret. Det er godt, når etablerede sandheder bliver udfordret. Men det er jo ikke lige meget hvordan sådan en udfordring foregår. Hvordan den begrundes. Når vi i dag holder med Galilei og kan sige, at han havde ret, så er det fordi det ikke bare var noget han syntes. Han producerede faktisk ny viden ved at gøre nye observationer i den kikkert, som kort forinden var opfundet i Holland, og som han selv videreudviklede.

Galilei systematiserede sine observationer og kunne lave nye beregninger. Han forholdt sig til observerbare fakta. Nogle år før ham gjorde danskeren Tycho Brahe det samme. Han opdagede pludselig, at der var kommet en ny stjerne på himlen – Stella Nova. Og det kan jo ikke passe, at der kommer en ny stjerne, når hele universet er færdigskabt af gud. Og hvad så, når der kommer en komet brasende? Hvordan kan det ske uden at den ødelægger de krystalsfærer, som planeter og stjerne hænger på? Nye observationer, nye teorier, nye beregninger, som bekræftes af nye observationer. Det kalder man videnskab. Det er det, I har stiftet bekendtskab med her på gymnasiet.

Det er her, jeg synes, I skal hænge på. Tycho Brahe og Galilei mente ikke bare noget andet – sådan ud i den blå luft. De undersøgte tingene grundigt, og skabte ny viden. Og dermed udfordrede de et helt sæt af forståelser af hvordan verden hænger sammen. Se det er forskellen på bare at påstå, som Trump gør i USA, at klimaændringerne i dag ikke har noget at gøre med menneskeskabt aktivitet, og så på at Galilei udfordrede kirkens dogme om et verdensbillede. Et verdensbillede, som kirken sage passer, fordi det stemmer med historierne i nogle gamle skrifter, som man har samlet sammen til en bog, som vi kalder bibelen.  Der er videnskab til forskel.

Men det forklarer jo stadig ikke, hvordan det kan komme så vidt i dag, at min mening om det ene eller andet kan være lige så gyldig som din, uanset hvem vi er. At min sandhed passer altså for mig. Så kalder jeg det bare for en alternativ sandhed. Hvordan går det til?

Her skal vi have fat i et andet aspekt af den udvikling, der sættes i gang i middelalderen og den tidlige renæssance. Noget af det, som Martin Luthers oprør mod den katolske kirke og paven i Rom bevirkede, det var, at den enkelte, individet blev mere betydningsfuld. Ligesom I godt vidste det om Galilei fra jeres fysikundervisning, så ved I også fra religionsundervisningen, at det centrale i protestantismen er den enkeltes forhold til gud og til sin tro. Troen på gud behøver man strengt taget ikke en kirke til. Og slet ikke en kirke, der er styret fra Paven i Rom, som vil bestemme det hele. Luther og protestantismen er med til at stimulere en individualisme, som begynder i renæssancen, og som vi i dag er et produkt af. Vi lever midt i den. Meget mere end Luther kunne forestille sig. Han var bestemt ikke klar over, hvad han satte i gang. Og tro endelig ikke, at Luther var nogen fan af den føromtalte matematiker Kopernikus, som satte solen i centrum for universet, modsat det, bibelen siger. For Luther og hans kumpaner, de var fundamentalister: alt hvad der står i bibelen er sandt, ord for ord. Også det, der står om skabelsen af universet.

Men individualismen skaber altså noget andet. Den gør det muligt at arbejde med subjektive sandheder. At erkende, at sådan ser verden ud fra min synsvinkel. Og vigtigst: den ser muligvis anderledes ud end det, du ser.

Det med synsvinklen havde man naturligvis også tidligere haft en fornemmelse af. Kopernikus nævner faktisk et eksempel, som han har fra den romerske digter Virgil. Han levede sådan lige før år 0. Virgil skriver et sted: ”Vi sejlede fra havnen, og land og byer trækker sig tilbage.” Hos den romerske digter er der tale om et paradoks, eller en pudsighed, som Kopernikus bruger til at give et pædagogisk eksempel på det, der er hans pointe: det ser ud som om solen drejer sig om os. Men det er faktisk os selv, der bevæger os. I kender selv oplevelsen: I sidder i et tog, der holder på banegården og kikker ud af vinduet på et andet tog, der holder ved siden af. Og så pludselig bevæger det andet tog sig. Eller er det jer selv, der er begyndt at køre?

Det sjove er, at vi skal hen til starten af 1900-tallet før denne indsigt sådan rigtigt ændrer paradigmet i naturvidenskaben og bliver til den almindelige måde at se på sin omverden. Det er naturligvis Einstein og hans relativitetsteori, jeg tænker på. Einstein siges at have været lige så finurlig som den romerske digter Virgil. På en togrejse i USA spørger han en konduktør: ”Undskyld. Stopper Chicago ved dette tog?”

I kunsten, og det vil sige især malerkunsten, men også litteraturen, da er man i starten af 1900-tallet helt med på, at det, som man ser, afhænger af hvem der ser og hvorfra. Tænk på Picassos billeder, hvor det centrale perspektiv er helt forsvundet. Vi har efterhånden over 100 års tradition for at tillægge synsvinklen en afgørende betydning. Det kan være, at det, jeg ser, er noget andet, end det, du ser. Men det bliver det ikke nødvendigvis forkert af.

Det er min påstand, at den individualisme, som har udviklet sig siden reformationen og renæssancen, har været med til at sætte os i den situation i dag, hvor man er parat til at acceptere, at det du siger kan være lige så rigtigt, som det jeg siger. For at individualiseringen kan få så gennemgribende konsekvenser, som det har i dag, mangler vi imidlertid endnu en brik. Og det er opløsningen af autoriteterne i samfundet. Grundlæggende er svækkelsen af autoriteter en god ting, for det er forudsætningen for demokratiet. Et demokratisk samfund, som det, vi kender i dag, er ikke mere end 100 eller højst 150 år gammelt. Når autoriteterne svækkes, så er et udsagn ikke nødvendigvis mere sandt bare fordi ham, der siger det, står højere på en social rangstige, end jeg gør.

Opløsningen af autoriteter har i den vestlige verden især haft fart på de seneste 50 år. Vi forbinder det også med ungdomsoprøret, for alder og generation er jo en af de mest naturlige måder at lave hierarkier på. I mange andre kulturer er det stadig sådan, at det, en gammel, vis mand som jeg siger, er mere rigtigt eller har større betydning, end det, som sådan nogle flødeskæg, som I der nede på rækkerne siger. SUK – kan jeg så bare sige. Sådan er det ikke i dag i Danmark. Men det tror jeg nok, at jeres forældre har opdaget.

Nå – nu er det på tide, at jeg får lavet sløjfen tilbage til Trump, fake news, klimabenægtere og mistro til sandheden i almindelighed. Hvordan kunne det gå til? Og har vi stadig til gode at se det værste? Hvordan skal det hele ende, og hvad er mit råd til jer unge studenter, som er vores alles fremtid. Hvad er det jeg håber for jer?

Det er sundt at være skeptisk. Tro ikke på hvad som helst. Det kan godt være, at sandheden ligger et andet sted, end der, hvor den altid har været placeret. Men tro netop ikke på hvad som helst. Lad være med at løbe efter de sensationshistorier på nettet, som I hele tiden får stukket lige op i synet, når I tænder jeres mobil. Faktisk kan I gøre meget mod spredningen af falske nyheder ved at lade være med at klikke på dem. Det er jo blevet en hel forretning at få lokket jer til at klikke på det mest åndssvage, man kan forestille sig, fordi I så samtidig er blevet et potentielt mål for en reklame. Det tjener folk penge på. Så stop jer selv!

Vær skeptiske over for autoriteter, men vær også ydmyge over for de autoriteter, der er blevet det på baggrund af viden. Som Galilei. Og bliv selv sådan nogle autoriteter. Opsøg viden – rigtig viden. Vær med til at skabe viden. Men netop VIDEN, ikke bare synsninger på Nationen.dk eller på Facebook. Den ballast, som vi har givet jer med i undervisningen på gymnasiet, skal I bruge til at være kritiske og til at være konstruktive. I skal bruge jeres talent og jeres viden og jeres energi til at ændre verden, så den bliver til et endnu bedre sted at være for alle. Men I skal samtidig være åbne over for, at verden kan se anderledes ud fra en anden vinkel end der, hvor I står. Mangfoldighed er godt, og andres synspunkter skal behandles med respekt. Forskellighed giver energi. Men alt kan ikke være lige sandt. Månen er ikke en grøn ost og klimaforandringerne er ikke bare naturlige udsving, som ikke har noget med drivhusgasser at gøre.

Og gør jer umage med hvordan I udtrykker jer. Verden skabes med ord. Det er ikke lige meget hvordan I taler TIL andre og OM andre. Vi kan tale en mangfoldig og kærlig og inkluderende verden frem. Men vi kan også gøre det modsatte. Tale om modsætninger, dem og os, lave fjendebilleder og skabe had. Lad være med det. Tænk på hvor godt det er lykkedes jer her på skolen at være en del af et fællesskab, hvor der er plads til alle, og hvor der ikke er konflikter mellem grupper. Hvor det er en dyd at bruge noget af sin fritid til at hjælpe andre, som ikke lever så privilegeret, som de fleste af os gør det. Vi voksne bliver stolte af jer unge, når I melder jer til frivilligt arbejde. For eksempel for at lære flygtningebørn i børnehaverne at tale dansk, så de kan blive rigtige medlemmer af børnegruppen. Og når I sammen kan stable et sponsorarrangement på benene, hvor I får samlet over 40.000 kr. ind til julehjælp til trængende familier i Middelfart kommune ved at løbe.

Så ja, I vidste godt det med Luther og Galilei og Einstein – og I ved også godt det med hvordan man skal behandle hinanden. For det har I oplevet her på gymnasiet. Hvis vi kan have bidraget til at præge jer med begge dele: respekten for viden og respekten for og kærligheden til hinanden. Så mener jeg, at vi har gjort et godt job på Middelfart Gymnasium. Og sådan som jeg kender jer, så er jeg meget fortrøstningsfuld for fremtiden.

Og med disse ord dimitterer jeg jer som studenter årgang 2017 fra Middelfart Gymnasium og HF.


STX – En bred uddannelse

Læs mere om STX og studieretninger her

Læs mere

Overvejer du HF?

Se film om HF på Middelfart Gymnasium & HF

Læs mere

Helt ærligt - noget særligt

Velkommen - her starter de bedste år af dit liv. Og det er uanset, om du vælger en HF eller en studentereksamen. 

Læs mere om MG