Af Mette Hjorth, 3a

Udsigterne til solskin og grønne træer og marker bliver lange, horisonterne fjerne og man føler man går i stå. De fleste børn drømmer om en hvid jul, et eventyrligt landskab man kan lege og forsvinde i. Men når der er lagt låg på december, og man vender kalenderbladet til marts, så er det snart deprimerende at sne inde, igen vel og mærke.

For ikke at tale om de utallige gange man må gå ned med flaget, fordi forkølelsen har fået fat på en, igen. Det er som om, man bilder sig selv ind, at jo ikke kan blive ved med at være så koldt når det har været sådan i lang tid.. Men det fortsætter, i samme temperaturer, samme bidende kulde og mørke morgentimer.

For at opmuntre sig selv, begynder man så at bide mærke i vejrudsigterne; er varmere tider på vej? Og håbet om forårstegn, velvidende om dette håb er naivt, måneden taget i betragtet, lader man sig skuffe hver aften.

I disse opvarmningstider er det endnu mere frustrende at blive påbuddet  skylden for at klodens temperature stiger og stiger, når alt vi mærker er kulde.. Er der i virkeligheden tale om en global nedfrysning?

Faktisk er jeg egentlig helt sikker på, at hele snelandskabet er et PR stunt fra højere instans. For hvad er smukkere, end en hvid vinter, når man sådan skal hoste et klimatopmøde eller når verden rammes af finanskrise?

Men når klynkeriet når til ende, så skal man huske at med foråret kommer lysere tider, og forhåbentlig også bedre tider.. Eksamensperioden vil nærme sig og dermed også udgangen af skoleåret.  Så fat mod, sommeren venter!

 

---

 

af Marlene Kristensen, 2.a

Endnu engang kramper jeg sammen med et forvredet blik, der forsøger at skjule mine på nuværende tidspunkt 2 min. lange menstruationssmerter. "Hvem der dog bare var mand" - NEJ! Vores mænd er nemlig ikke længere mænd, men en ringe og forvasket efterligning af, hvad vi engang kaldte en rigtig mand. Så kvinder, og lad os dog for gud skyld ikke tabe vores stolte ansigter, som vores mænd har gjort det.

Hvor blev de egentlig af? Den ideale mand er forældet, og hvad ender vi kvinder ikke som, hvis vi skal indordne os med de nye mænd? Jeg vil ikke ha' en rapper, men en gentleman der tør give sit testosteron frit spil og lytte til, hvad hans kogler fortæller ham. Hvorfor skal den eneste seksuelle generalisering om den moderne mand være utroskab eller impotens? I en verden med tonsvis af dildotilbud, tilfredsstillelsesguider og sågar kunstig befrugtning, er der kun en ting at sige: Mænd, tag jeres kvinder ved de hofter de er skabt med, og gør det for fanden med magt! 

Tør de ikke, eller er der ikke plads til dem i en verden, hvor kvinderne langsomt rejser sig med mere og mere stolthed? Jeg er overbevidst om, at mænd var mænd indtil kvinderne fik medbestemmelse og langsomt forlangte hjælp ved kosten (den fejende af slagsen) og kødgryderne. Måske er de ganske enkelt ikke stærke nok til at skille rollerne ad, hvis kvinderne ikke holder sig tilbage. Ergo; kvinderne har vundet kampen, og vores mænd bukkede under for presset og er nu ikke længere mænd. Hip hurra for det stærke køn! - ikke rigtig vel? For hvad sjov er det ved at være kvinde, hvis ikke mænd er mænd? Uden modspil vil vi langsomt få al magten, og vupti - så render vi alle rundt med tøffelhelte til partnere, som ingen jo rigtig vil kendes ved. Så det er måske slet ikke så tosset, når vi kvinder ønsker vi var mænd? ? bag hver succesfuld mand står jo, som vi alle ved, en stærk kvinde.

Hvis vi kvinder, det såkaldte stærke køn, ikke havde en mand at leve op til, en mand at gøre oprør mod og bearbejde, så ville vores køn langsomt rende ud i sandet, og hvem gider så leve i en sådan verden? Vi er jo trods alt skabt som par og for hinanden!

 

 

---